Danskerne har taget godt imod den nye papirkiste

Tommerup Heilskov på Fyn har netop sendt en ny kiste fremstillet af bæredygtigt materiale ud på det danske marked. Salget går langt over forventning, siger direktøren.

Den nye bæredygtige kiste SAGA, fremstillet af papirkomposit, er blevet sendt ud på det danske marked i begyndelsen af oktober. Allerede nu i slutningen af november kan fabrikanten konstatere, at danskerne har taget godt imod det nye, miljøvenlige produkt på trods af, at kisten er ca. 50 pct. dyrere end en konventionel kiste af træ.

”Der er blevet solgt et pænt antal papirkister til forbrugerne. Bedemændene har ikke bare købt til deres lager og udstilling, kisterne er gået direkte til forbrugerne,” siger Tommerup Heilskovs adm. direktør Ulrich Hein Boe Nielsen.

”Prisen er åbenbart ikke nogen forhindring. Forbrugerne vil godt betale ekstra for et bæredygtigt produkt. Vi har solgt flere kister, end vi havde regnet med på nuværende tidspunkt, og det lover godt for salget i 2021,” konstaterer direktøren for den fynske virksomhed, der som den største danske kisteproducent leverer ca. 24.000 kister hvert år.

 

Bæredygtighed er et nøgleord

Netop bæredygtighed er et nøgleord for den fynske kistefabrikant. Det har i mange år været en del af den fynske kistefabriks dna, og siden 2014 har man doneret et træ til en af de danske folkeskove, hver gang fabrikken solgte en kiste. Virksomheden har i 2020 rundet 100.000 træer.

”Bæredygtighed betyder, om ikke alt, så i hvert fald rigtig meget,” siger Ulrich Hein Boe Nielsen. Han forklarer, at bæredygtighed også har været et nøgleord i udviklingen af den nye kiste af papir. ”Vi har med SAGA forsøgt at skabe et produkt, som skader naturen mindst muligt. For ca. 20 år siden skrev jeg første gang på vores brochurer, at ”hvad vi låner af naturen, leverer vi tilbage til naturen.”

Grundlæggende mener jeg, at alt i livet er til låns. Dvs. at den natur, der omgiver os, er noget, vi låner. Og når vi en dag ikke er her længere, så bliver den leveret videre til vores børn og børnebørn,” siger direktøren.

Udvikling i otte år

Udviklingen af den nye papirkiste SAGA har været undervejs siden 2011 i et projekt styret af den svenske kistekoncern Fredahl Rydéns. Man ønskede at fremstille en langt mere miljøvenlig kiste, end man hidtil havde gjort ved konventionel produktion. Målet var at nedsætte forbruget af træ til kistefremstilling. Derfor tog koncernen kontakt til den svenske miljøteknologivirksomhed OrganoClick, som i mange år har arbejdet med at skabe et kompositmateriale, der kunne erstatte brugen af træ.

Det tog otte år at finde den rigtige teknik til behandling af cellulosefibre, før koncernen i 2019 kunne lancere papirkisten SAGA på det svenske marked. Et halvt år efter kom den på markedet i Norge, og nu er den nye kiste så lanceret i Danmark. Resultatet af den årelange innovationsproces er en kridhvid kiste med låg og bund støbt og produceret i ét stykke af biokomposit baseret på svensk råmateriale af papir. Kisten vejer kun 25 kg, og der er blot anvendt halvt så meget træ som til en almindelig kiste.

Ulrich Hein Boe Nielsen er stolt af at kunne præsentere et produkt, der samtidig er langt mere nedbrydeligt end hidtil set. Udledningen af CO2 under produktionen er nedsat med 40 pct., og ved at erstatte polyesterpolstring i kisten med polstring i naturmateriale skåner man yderligere naturen. Udfordringen med papir er, at en kiste skal kunne holde til en vis mængde fugtighed, så den kan stå i et kølerum uden at falde sammen på grund af kondensvand. Den skal samtidig kunne holde til at blive sat ind i en ovn, der er 900 grader varm uden at forsvinde, før den er anbragt korrekt i ovnen. Kisten skal også have en styrke, så den har den rette bæreevne.”Den største udfordring har været at fremstille en to meter lang kiste af papir i ét stykke,” forklarer Ulrich Hein Boe Nielsen.

 

Millioninvestering

I alt er der investeret ca. 50 mio. kr. i at udvikle den særlige, bæredygtige komposit, og den svenske kistekoncern har alene investeret ca. 20 mio. kr. i udvikling og opsætning af nyt produktionsapparat. OrganoClick producerer selve kisteskallerne, mens færdiggørelsen med rammer og sokkel og polstring og håndtag foregår på fabrikken i Nybro i Sverige.